Af Hans Borchersen Morgenroerne er en gruppe friske roere, der mødes til rotræning i Nakskov Roklub tirsdag, onsdag og fredag kl. 0700 eller senere ved solopgang. De fleste morgenroere er ikke helt unge og ikke altid lige adrætte, men de er fulde energi og man mødes for i muntert lag at gennemføre dagens rotur i en god og disciplineret ånd. Roning foregår i toårers eller fireårers inriggere med styrmand. Turene varierer mellem 7 og 12 km alt afhængig af vejret og energien og varer i almindelighed mellem en og halvanden time. Man ror ofte ud til eller rundt om en af fjordens mange øer. Det er en fantastisk oplevelse så tidligt på dagen at se fjorden og dens dyreliv i form af edderfugle, fiskehejrer, svaner, blishøns, skarver og forskellige måger i al slags vejr. En sjælden gang er der en nysgerrig sæl der følger med os eller en havørn der passerer os i majestætisk ro, mens alle andre fugle bliver så stille. Hver 4. uge udarbejdes der en ro plan, i henhold til den enkelte roers ønsker til ro-dage i den kommende periode. Roplanen der respekteres strengt, fortæller hvem der skal styre og i øvrigt ro på de forskellige pladser i båden, så der bliver taget hensyn til alles ønsker og evner. Hvis man har brug for en fridag, aftaler man det med de andre i båden og tilsvarende hvis nogen af en eller anden grund vil tidligt hjem.
Morgenroerne har plads til mange flere. Der er flere dage og flere både, så vi ser gerne flere deltagere i morgenroning. Vi lærer såmænd også nye roere op. Der er også kvinde(r) med på holdet og det ligger den nødvendig dæmper på en ind imellem lidt robust humor. Få en prøvetur. Tilmelding til Hans på [email protected] eller 4013 9335. Comments are closed.
|
Arkiv
Oktober 2024
|