Inriggere Inriggeren fås som toårers og fireårers. Båden skal altid være bemandet med styrmand. Inriggeren er den bredeste bådtype og er særdeles velegnet til roning på åbent vand, da den er meget stabil og sødygtig. Åregangen sidder direkte på rælingen, og roerne sidder forskudt i forhold til hinanden. Hvis du er nyt medlem, vil inriggeren være den første bådtype, du får lov til at prøve. Nakskov Roklub råder over 3 fireårers inriggere og 5 toårers inriggere. |
Outriggere Outriggeren er en smal og hurtig båd, hvor åregangen sidder på et lille stativ (riggen) et stykke fra selve rælingen. Roerne sidder lige bag hinanden, og det er ikke muligt at skifte plads under en rotur. Outriggeren fås som toårers, fireårers og som otter. Båden kan være med eller uden styrmand. I otteren er der dog altid en styrmand. Nakskov Roklub råder over 2 fireårers outriggere og desuden 11 scullerbåde. |
Gigbåde
En gigbåd er en mellemting mellem en inrigger og en outrigger. Den er smallere end inriggeren, men bredere end outriggeren. Åregangen sidder på et lille stativ (rig). Roerne sidder placeret lige efter hinanden. Nakskov Roklub råder over 1ener gig samt1 gigbåd, der kan rigges til tre roere eller som en toer med styrmand. Begge både er scullerbåde, hvor hver roer betjener to årer. Scullerbåde Scullere er outriggere, hvor roerne har en åre i hver hånd. Der er typisk tale om singlescullere, en robåd til én person eller dobbeltscullere, en bådtype med plads til to roere. Begge bådtyper er uden styrmand. Nakskov Roklub råder over 11 singlescullere og 2 dobbeltscullere. I alle ovennævnte bådtyper har roeren ryggen mod sejlretningen. Kajakker I en kajak har man front mod sejlretningen og bruger arme og overkrop til at ro med. Man ror med en pagaj, som er en slags dobbeltåre med åreblad i begge ender. Nakskov Roklub råder over 10 kajakker af forskellige typer. |
Årer I Nakskov Roklub benyttes flere forskellige typer årer. Åretypen bestemmes først og fremmest af årebladets form. Macon åren har et symmetrisk åreblad, der nærmest ligner en stor ske. Big blade årer er asymmetriske og med nærmest firkantet åreblad - se foto. Nakskov Roklub har macon og big blade årer fremstillet i henholdsvis træ og kulfiber. Scullerårer - der er kortere og mindre end ”to hånds årerne” - kan ligeledes være både macon- eller big blade årer fremstillet i træ eller kulfiber. De moderne kulfiberårer er lettere end træårerne. En udfasning af træårerne er i gang. |