
Når man gerne vil have at andre kommer til ens kaproning, så er det en god ide at besøge andres kaproning og vise flaget. Derfor stiller Nakskov Roklub op til årets første langdistancekaproning i Præstø lørdag den 25. maj 2013 på 25 km distancen med holdet "Trio Thygesen". Om holdet skriver Dansk Forening for Rosports langdistanceekspert (det er også mig) på roning.dk:Sidste hold til start i 25 km åben Mix er Nakskov Roklub ”Trio Thygesen”: Jonas, Freddy og Leif Thygesen. Signaturens normale romakker Niels Iversen fra Aarhus var forhindret i at deltage i Præstø, så i stedet er Signaturens familie blevet tvangsudskrevet. Bror Freddy er normalt cykelrytter og Jonas, der er Signaturens søn, kan man ikke beskylde for at have slidt træningslokalerne ned i vinteren løb - og Signaturen selv? Jo, formen er i hvert fald bedre end sidste år, men der skal heller ikke ret meget til, så Trio Thygesen har hverken ambitioner eller planer om at blande sig i topstriden. Vi håber på en god tur i Præstø og er klar til at tage tævene som de kommer.
På Michael Hansens billede er det brødrene Freddy og Leif Thygesen- Jonas var fraværende denne træningsaften - det er han iøvrigt alle træningsaftener - han bor i nærheden af Køge!