Jørgen F. Andersen livsvarigt medlem af Roforeningen KVIK og medlem af Nakskov Roklub siden 1968 runder en rund dag.
Jørgen F. Andersen blev 80 år den 27. januar 2016. Foto Leif Thygesen
Af Leif Thygesen
Jørgen F. Andersen, der har roet i snart 65 år, fyldte 27. januar 80 år. Jørgen F. Andersen er livsvarigt medlem af Roforeningen KVIK, men har siden 1968 roet i Nakskov Roklub. Nakskovroklub.dk fik en snak med Jørgen i anledning af den runde dag.
Jørgen F. Andersen, der har roet i snart 65 år, fyldte 27. januar 80 år. Jørgen F. Andersen er livsvarigt medlem af Roforeningen KVIK, men har siden 1968 roet i Nakskov Roklub. Nakskovroklub.dk fik en snak med Jørgen i anledning af den runde dag.
Jørgen i gang med vedligeholdelse af Nakskov Roklubs materiel. Foto Leif Thygesen
Det er smuk vinterdag med sol, men med en stærk kold blæst, der skaber helt pæne bølger i havnen. Havnen ligger ellers nogenlunde i læ for den drilske vestenvind, som roerne i Nakskov tager livtag med, når de vil ud og ro på fjorden. Jørgen er i gang med at slibe en toåres inrigger, da Signaturen ankommer til roklubben, men arbejdet lægges til side, og vi sætter os på første sal i klubhuset, hvor der er en smuk udsigt til Havnegade. Ja, siger Jørgen, det er en smuk udsigt, som jeg også havde glæde af, da jeg arbejdede på Nakskov Skibsværft. Når man sidder indendørs og ser ud på den lidt spæde sol, får man nærmest forårsfornemmelse her i starten af februar måned.
Det hele startede lige her ved Nakskov Roklub. Det var her ”Færgemanden” lagde til, og det var her man kunne leje joller, fortæller Jørgen F. Andersen. Foto Leif Thygesen
Begyndte at ro i lejet jolle
Jeg begyndte at ro i slutningen af 1940´erne. I Nakskov Havn var der en færgemand, der roede fra Havnegade til Færgelandet, hvor han lagde til lige der, hvor Nakskov Roklub ligger i dag. Han lejede joller ud, og det benyttede min lillebror og jeg os af, og så lå vi og pjaskede rundt i havnen. Min ilddåb som roer fik jeg som tolvårig, da jeg sammen med min bror lokkede min mor med ud at ro. Vi roede helt ud til Slotø - som ligger cirka fem kilometer ude i Nakskov Fjord - og da vi skulle hjem blev det tordenvejr. Min mor var ved at gå i panik, men vi kom godt hjem.
På det tidspunkt var min far død af kræft, og vi flyttede til København. Først kom jeg i lære, og midt i 1950´erne begyndte jeg at læse til ingeniør. På samme tid blev jeg medlem af Roforeningen KVIK. Jeg startede som motions- og langtursroer, men roede også meget singlesculler og det gik fint – så fint, at jeg fik lyst til at prøve kræfter med kaproning. Det blev til en karriere som kaproer i fem år, hvor højdepunktet var i 1956, hvor vi blev danske og nordiske mestre i otter. Det gav deltagelse i EM, men uden medaljeplacering.
Ved flere kaproninger splittede vi otteren op i to firere - en uden styrmand og en med styrmand. Jeg sad etter på fireren uden styrmand, og det passede mig fint, så var det mig, der styrede båden og ligesom havde magt over det hele.
Jeg begyndte at ro i slutningen af 1940´erne. I Nakskov Havn var der en færgemand, der roede fra Havnegade til Færgelandet, hvor han lagde til lige der, hvor Nakskov Roklub ligger i dag. Han lejede joller ud, og det benyttede min lillebror og jeg os af, og så lå vi og pjaskede rundt i havnen. Min ilddåb som roer fik jeg som tolvårig, da jeg sammen med min bror lokkede min mor med ud at ro. Vi roede helt ud til Slotø - som ligger cirka fem kilometer ude i Nakskov Fjord - og da vi skulle hjem blev det tordenvejr. Min mor var ved at gå i panik, men vi kom godt hjem.
På det tidspunkt var min far død af kræft, og vi flyttede til København. Først kom jeg i lære, og midt i 1950´erne begyndte jeg at læse til ingeniør. På samme tid blev jeg medlem af Roforeningen KVIK. Jeg startede som motions- og langtursroer, men roede også meget singlesculler og det gik fint – så fint, at jeg fik lyst til at prøve kræfter med kaproning. Det blev til en karriere som kaproer i fem år, hvor højdepunktet var i 1956, hvor vi blev danske og nordiske mestre i otter. Det gav deltagelse i EM, men uden medaljeplacering.
Ved flere kaproninger splittede vi otteren op i to firere - en uden styrmand og en med styrmand. Jeg sad etter på fireren uden styrmand, og det passede mig fint, så var det mig, der styrede båden og ligesom havde magt over det hele.
Her er Jørgen stroke for et hold GRIN-roere. Arkivfoto Leif Thygesen
Jørgen kan lide at have styr på tingene
Det med at have styr på tingene har forfulgt Jørgen siden. Når Jørgen planlægger roskema for morgenroerne sørger han for, at roerne hver dag skifter plads i båden. Jørgen vil dog gerne bestemme tempo og rytme og kan godt være lidt utålmodig, hvis ikke samarbejdet i båden er i orden. Jo, jeg kan nok være lidt af en strid banan, siger Jørgen, men tilføjer, at han altid prøver på at være retfærdig, men det lykkes nok ikke altid.
Det med at have styr på tingene har forfulgt Jørgen siden. Når Jørgen planlægger roskema for morgenroerne sørger han for, at roerne hver dag skifter plads i båden. Jørgen vil dog gerne bestemme tempo og rytme og kan godt være lidt utålmodig, hvis ikke samarbejdet i båden er i orden. Jo, jeg kan nok være lidt af en strid banan, siger Jørgen, men tilføjer, at han altid prøver på at være retfærdig, men det lykkes nok ikke altid.
Jeg prøver altid på at være retfærdig, men det lykkes nok ikke altid, siger Jørgen. Arkivfoto Leif Thygesen.
Når man tænker på en firsårig, tænker man ofte på en alderssvækket lettere senil person, men Jørgen er frisk, som den havørn han engang imellem møder på Nakskov Fjord.
Sommerferiejobbet var samtidigt drømmejobbet
Medens jeg læste, havde vi jo lang ferie, og der ville jeg normalt have arbejdet, men jeg fik et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Københavns Kommune sendte cirka 60 skoledrenge til roning i KVIK i sommerferien, og dem blev jeg instruktør for og fik løn for min indsats af kommunen. Det passede mig fint, så det var alletiders job. Det var noget bedre end at stå på et værksted.
Sommerferiejobbet var samtidigt drømmejobbet
Medens jeg læste, havde vi jo lang ferie, og der ville jeg normalt have arbejdet, men jeg fik et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Københavns Kommune sendte cirka 60 skoledrenge til roning i KVIK i sommerferien, og dem blev jeg instruktør for og fik løn for min indsats af kommunen. Det passede mig fint, så det var alletiders job. Det var noget bedre end at stå på et værksted.
En ung 19-årig Jørgen F. Andersen på sommerferiejob som instruktør i Roforeningen KVIK. Foto: Nationaltidende/Dagens Nyheder
Fandt sin kone Hanne på en langtur
Jeg mødte min kone Hanne via roningen. Hanne roede i Gefion, der er en dameroklub beliggende tæt på Roforeningen KVIK. Første gang vi så hinanden var i en robåd ude på Øresund på langtur til Københavnskredsens grund i Nivå. Og det holder altså endnu. Da Hanne og jeg var blevet gift, rejste vi tre år til USA. Jeg fik arbejde i USA via en af mine gamle rokammerater, som var derovre. Da vi kom hjem i 1965, fik jeg job ved Sukkerfabrikkerne i København. Jeg var ansat ved konstruktionsafdelingen, og da der skulle laves nogle anlæg i Nakskov, blev jeg tilbudt en midlertidig udstationering i Nakskov – foreløbig kun et halvt år. Vi lejede så et sommerhus ude ved Maglehøj, og på måde fik jeg min familie med. Min daværende chef, Carl Andersen – Carl Beton, som de kaldte ham – havde ellers en bolig til mig. Det var sukkerfabrikkens ledvogterhus ved jernbaneoverskæringen på Løjtoftevej, men det hus var jeg mildest talt ikke interesseret i. Det var bedre at få udliggerpenge. Men alligevel voksede jeg fast i Nakskov. I 1968 blev jeg medlem af Nakskov Roklub – og det har jeg været siden.
Jeg mødte min kone Hanne via roningen. Hanne roede i Gefion, der er en dameroklub beliggende tæt på Roforeningen KVIK. Første gang vi så hinanden var i en robåd ude på Øresund på langtur til Københavnskredsens grund i Nivå. Og det holder altså endnu. Da Hanne og jeg var blevet gift, rejste vi tre år til USA. Jeg fik arbejde i USA via en af mine gamle rokammerater, som var derovre. Da vi kom hjem i 1965, fik jeg job ved Sukkerfabrikkerne i København. Jeg var ansat ved konstruktionsafdelingen, og da der skulle laves nogle anlæg i Nakskov, blev jeg tilbudt en midlertidig udstationering i Nakskov – foreløbig kun et halvt år. Vi lejede så et sommerhus ude ved Maglehøj, og på måde fik jeg min familie med. Min daværende chef, Carl Andersen – Carl Beton, som de kaldte ham – havde ellers en bolig til mig. Det var sukkerfabrikkens ledvogterhus ved jernbaneoverskæringen på Løjtoftevej, men det hus var jeg mildest talt ikke interesseret i. Det var bedre at få udliggerpenge. Men alligevel voksede jeg fast i Nakskov. I 1968 blev jeg medlem af Nakskov Roklub – og det har jeg været siden.
Jørgen er dedikeret morgenroer. Her ser han på et foto, der hænger i Nakskov Roklubs klubhus af det legendariske morgenroerhold bestående af Jack Dahl, Jokum Wielandt og Jørgen F. Andersen. Foto Leif Thygesen
Dedikeret morgenroer
I Nakskov blev morgenroning et helt nyt kapitel for mig. Morgenroning er og var en pragtfuld måde at starte dagen på. Når man kom på arbejde var man frisk, mens alle de andre sad der med søvn i øjnene. Morgenroning er blevet en livsstil for mig, og jeg er A-menneske. Det giver fin motion, og der står jo nogen og venter på én, så man skal afsted. Det er samtidigt en pragtfuld tid på dagen, som regel blæser det ikke så meget, så jeg nyder min morgenroning. I løbet af de senere år er det så også blevet til vinterroning, når vejret tillader det.
Hver onsdag aften finder man også Jørgen ved GRIN-roningerne. GRIN er en forkortelse af Gamle Roere i Nakskov. GRIN, det er jo kammeratskab og sammenhold, siger Jørgen.
En af mine største oplevelse som roer kom i 1994, hvor der blev samlet en otter bestående af gamle kaproere fra Lolland Falster. Vi stillede op til FISAs (Det internationale Roforbund) Mastersregatta i Holland. Det var en stor oplevelse. Hele arrangementet var særdeles veltilrettelagt. Vi roede på en bred kanal, og da vi kom, lå der cirka 2.200 både, nærmest som sildestimer – det var simpelthen fantastisk.
I Nakskov blev morgenroning et helt nyt kapitel for mig. Morgenroning er og var en pragtfuld måde at starte dagen på. Når man kom på arbejde var man frisk, mens alle de andre sad der med søvn i øjnene. Morgenroning er blevet en livsstil for mig, og jeg er A-menneske. Det giver fin motion, og der står jo nogen og venter på én, så man skal afsted. Det er samtidigt en pragtfuld tid på dagen, som regel blæser det ikke så meget, så jeg nyder min morgenroning. I løbet af de senere år er det så også blevet til vinterroning, når vejret tillader det.
Hver onsdag aften finder man også Jørgen ved GRIN-roningerne. GRIN er en forkortelse af Gamle Roere i Nakskov. GRIN, det er jo kammeratskab og sammenhold, siger Jørgen.
En af mine største oplevelse som roer kom i 1994, hvor der blev samlet en otter bestående af gamle kaproere fra Lolland Falster. Vi stillede op til FISAs (Det internationale Roforbund) Mastersregatta i Holland. Det var en stor oplevelse. Hele arrangementet var særdeles veltilrettelagt. Vi roede på en bred kanal, og da vi kom, lå der cirka 2.200 både, nærmest som sildestimer – det var simpelthen fantastisk.
Jørgen sidder etter på otteren, der i 1994 var med til FISA Masters i Groningen, Holland. Privatfoto.
Du har været roer i 65 år og har gerne villet styre begivenhedernes gang, men du har aldrig rigtig været involveret i det organisatoriske arbejde. Er det fordi det er nemmere at sidde udenfor og ”brokke sig” end at gå ind og tage ansvar?
Jeg har da været kasserer i foreningen Gamle Roere i Nakskov, siger Jørgen med et bredt grin - men der har været så meget andet, så jeg har ikke haft tid. Men jeg har dog gennem alle årene taget mig af morgenroningen og tror, at hvis jeg ikke havde organiseret det, var det måske ikke blevet til noget. Det er mig, der udarbejder skemaer og sørger for, at vi fortsat kan komme ud at ro om morgenen i sommerhalvåret og så to gange om ugen i vinterhalvåret - hvis vejret ellers tillader det. Men hvis ikke vejret er til at komme på vandet, ror vi jo i maskiner. I øvrigt er det en fornøjelse at organisere morgen- og vinterroningen, der er aldrig nogen der svigter, og der er aldrig nogen diskussion.
Jeg har da været kasserer i foreningen Gamle Roere i Nakskov, siger Jørgen med et bredt grin - men der har været så meget andet, så jeg har ikke haft tid. Men jeg har dog gennem alle årene taget mig af morgenroningen og tror, at hvis jeg ikke havde organiseret det, var det måske ikke blevet til noget. Det er mig, der udarbejder skemaer og sørger for, at vi fortsat kan komme ud at ro om morgenen i sommerhalvåret og så to gange om ugen i vinterhalvåret - hvis vejret ellers tillader det. Men hvis ikke vejret er til at komme på vandet, ror vi jo i maskiner. I øvrigt er det en fornøjelse at organisere morgen- og vinterroningen, der er aldrig nogen der svigter, og der er aldrig nogen diskussion.
Hvis vejret ikke tillader roning på vandet, tager vinterroerne en tur i romaskinerne. Foto Leif Thygesen
Hvordan ser en erfaren mand som dig på roklubbens fremtid?
Det er svært, og det hele kan godt se lidt sort ud. Det er jo et spørgsmål om medlemmer. Man har jo også talt om fusion med NS Roklub, men det er jo et spørgsmål om penge. Der skal bygges et nyt fælles klubhus, og det er der jo ikke penge til lige nu. Jeg har gået og puslet med nogle tanker om, at man kunne få nogle af de mange indvandrere med i Nakskov Roklub, men jeg har ikke rigtigt fået gjort noget ved det, og har heller ikke luftet tanken før nu, men måske kunne man på den måde holde gang i Nakskov Roklub.
Det er svært, og det hele kan godt se lidt sort ud. Det er jo et spørgsmål om medlemmer. Man har jo også talt om fusion med NS Roklub, men det er jo et spørgsmål om penge. Der skal bygges et nyt fælles klubhus, og det er der jo ikke penge til lige nu. Jeg har gået og puslet med nogle tanker om, at man kunne få nogle af de mange indvandrere med i Nakskov Roklub, men jeg har ikke rigtigt fået gjort noget ved det, og har heller ikke luftet tanken før nu, men måske kunne man på den måde holde gang i Nakskov Roklub.
Selvom Jørgen har rundet de 80 år, er han ikke bleg for at tage en singlesculler for at få det fremmødte antal til GRIN-roningerne til at passe med antal bådpladser. Foto Poul Erik Wulff-Høyer
En anden ting er, at jeg synes det er urimeligt, at vi bliver straffet af kommunen. Vi mister tilskud, fordi vi er nogle gamle nørder. Nakskov Roklub har ikke ret mange ungdomsmedlemmer, men jeg synes jo, det er lige så vigtigt, at vi holder de gamle i gang. Det kan jeg jo se, det er sjældent at morgenroerne er syge, slutter den 80-årige Jørgen F. Andersen.
RSS Feed
